Forside Doula (75) - Forældre og fødsel

    Doula (75) – Forældre og fødsel

    DEL

    Gæst: Birgitte Halkjær Storgaard – Forkvinde for Forældre og Fødsel

    Forældre og Fødsel er en ikke-statslig organisation (NGO), uden partipolitisk tilknytning, der arbejder for at forbedre vilkårene for de gravide, de fødende og småbørnsfamilierne.
    Forældre og Fødsel har eksisteret siden 1973 og har lige siden været mødested for kommende og nuværende forældre, bedsteforældre, sundhedspersonale og andre med interesse i svangre-omsorg samt fødsels- og familiepolitik i Danmark.

    I juni 1972 blev der vedtaget en rammelov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp. Amterne måtte selv udarbejde en plan over, hvordan de ville tilrettelægge fødselshjælpen, men Sundhedsstyrelsen gav nogle retnings-linjer: “Klinikfødsel kan næppe på tilfredsstillende måde opfylde de krav, der i fremtiden bør stilles til en institutionsfødsel. Derfor bør der ved udformning af sygehuskommunernes planlægning på længere sigt stræbes hen imod det optimale, at alle fødsler kan finde sted på specialafdeling”.

    Dette blev den endelige anledning til at stifte foreningen “Forældre og Fødsel”. Der var dog også andre forhold, der havde fået nogle kvinder til at overveje hvordan der kunne laves om på forståelsen af fødslen og de rutiner, der var i “systemet”. De fire kvinder, der i 1973 tog initiativet til at lave foreningen, havde som undervisere på fødselsforberedelseshold eller som fødende, oplevet, at:

    • fædrene ikke måtte være med til fødslen
    • fødslen bare skulle overstås og ikke skulle tales mere om
    • man ikke kunne få forklaringer på rutiner som lavement, barbering, ve-måling, sengeleje og indsprøjtninger som man ikke vidste, hvad indeholdt
    • barnet blev fjernet efter fødslen og kunne kun komme ind til amning hos moderen på bestemte tidspunkter, så det lå helt alene.
    • Kvinderne var også kritiske over for bedøvelsen. Lige før barnet blev født, blev en maske lagt over den fødendes ansigt, men det var ikke altid man fik bedøvelse, før man skulle syes, man skulle bare “lade være med at skabe sig”.

    Der er heldigvis sket en meget positiv udvikling siden 1970’erne. Men der stadig brug for Forældre og Fødsel med henblik på at repræsentere brugerne i et politisk perspektiv og i den personlige rådgivning.  

    Forældre og Fødsels kernesager er:

    • At sikre alle en tryg fødsel
    • At yde gratis, viden-baseret og personlig rådgivning
    • At støtte og fremme brugerinddragelse indenfor svangre-omsorg

    Foreningen arbejder med at give kærlig, men evidensbaseret rådgivning og en er forening, der arbejder for at sikre brugerinddragelse på et mere politisk plan.

    Ammerådgivning:

    Forældre og Fødsel har 14 uddannede ammerådgivere, der stiller deres private tlf. og deres fritid til rådighed til ammerådgivning af familier, der har behov for ammerådgivning.

    Der er gratis ammerådgivning for alle, dvs. man behøver ikke være medlem af foreningen for at modtage rådgivning.

    Fødekar:

    Forældre og Fødsel har fødekar, du kan leje. Hvis du er medlem af foreningen, er reservation gratis.

    Forældre og Fødsel er varme fortalere for hjemmefødsler. Det er veldokumenteret, at velvisiterede hjemmefødsler er et sikkert alternativ til at føde på hospitalet – og brugertilfredsheden er helt i top. Mange hjemmefødere ønsker at bruge fødekar under fødslen.

    Kontaktinfo: fogf@fogf.dk eller formanden@fogf.dk

    hjemmeside: www.fogf.dk

    Den politiske del af Forældre og Fødsel:

    Birgitte Halkær Storgaard var repræsentant for alle danske fødende på Christiansborg i december 2016.

    Link til alle oplæg: http://mobiltv.ft.dk/video/20161/suu/tv.3619