Forside Indianeren der blev indespærret - Erling Frederiksen

    Indianeren der blev indespærret – Erling Frederiksen


    Erling var i mange år anbragt under Åndsvageforsorgen. Han var desværre kun en blandt utallige. At han kom videre i sit liv skyldtes mere en tilfældighed. Her er den lange version af historien om Erling Frederiksen, som vi skrev om i nr. 67, 2009. Den bygger på flere interviews med Erling, indianeren, som man spærrede inde i 40 år på en institution. Erling Frederiksen opsøgte Outsideren engang i 2001. Vi havde bragt nogle artikler om Christian Bonde, som var fejlanbragt under Åndssvageforsorgen på Livø og senere indlagt under psykiatrien på Skt. Hans Hospital. De havde været gode venner, og måske var det Christian, som havde fået Erling på den ide, eller også var det nogle af de gamle venner fra Galebevægelsen. Senere genfandt vi hinanden otte år senere, og dette er historien om ham. Vi fandt den første gang sammen i det lille køkken på Nørrebro, som lå der, hvor vi boede før. En del af en lille lejlighed før i tiden, og det var et godt sted at påbegynde snakken, for Erlings barndom begyndte også i en lille lejlighed på Københavns brokvarterer, på Vesterbro i 1940. Tiden på Vesterbro Han begyndte at fortælle om en dag i sin alt for korte barndom på Vesterbro i København. – Jeg blev drillet af de andre børn, jeg kunne ikke høre, og jeg kunne ikke løbe så godt. En dag legede jeg så med de andre børn. Der kom et papir, om at de var nødt til at fjerne mig, for jeg havde været meget urolig. Jeg ved ikke, om hvem det var, der ville have mig fjernet, om det var min mor, eller hvem det var. Jeg anede ikke noget, jeg kunne jo ikke læse dengang, begynder han. Jeg forstår, at meget af den historie er blevet sammenstykket af kontakten til hans søster, han heldigvis senere har fundet, for han var kun 2-3 år dengang, og han kan derfor af gode grunde ikke huske noget fra netop den dag. – Lejligheden var meget lille, og gården var også lille, så jeg skulle bare væk og fik vel ikke noget at vide, om hvor jeg skulle hen. Jeg kom direkte fra Vesterbro til Ebberødgård (senere Svaneparken i Birkerød, Red.), efter papirerne med børneværnet var skrevet under. Historien bag Erling er også den om knaphed og krigstid, for Erling er født i et af de første krigsår i en familie, som boede på Vesterbro. Hans far var død, og der var tre i forvejen, alle sammen piger. Hun finder så en ven, som kommer og trøster hende, hun skal ikke være alene. Her er der så denne dreng, og han er da meget sød. Men så er det altså, at drengen også viser sig at være lidt mærkelig. Senere viser det sig, at drengen kan læse og skrive helt normalt, at han bare er noget tunghør, faktisk efter en mellemørebetændelse, han pådrog sig i de tidlige barneår, før han blev anbragt. Alligevel tager det fyrre år, før man slipper ham ud i friheden. De store institutioner Ebberødgård var blandt de større institutioner under Åndssvageforsorgen. De andre var bl.a. Hald Ege ved Viborg, Brejning ved Vejle, Livø i Limfjorden og Sprogø i Storebælt for hhv. mænd/drenge og kvinder/piger, Rødbygård på Lolland og flere andre mindre institutioner. Socialreformen i 1937 havde betydet, at staten havde overtaget alle institutionerne fra tidligere private og kommunerne, og nu kunne kommunerne se en klar fordel i at sende de besværlige børn og andre borgere på disse institutioner. Det kan efter manges mening være årsagen til, at mange blev fejlanbragt i disse år. Det fremgår heller ikke, om Erling nogensinde fik en diagnose, og det kan undre i en tid, hvor man skal have en diagnose for at få en behandling. Hans udskrivningspapirer beskriver ham som debil, lettere psykisk udviklingshæmmet, men med vore dages specialdagpleje, specialklasser og specialskoler er der åbnet mulighed for, at denne gruppe kan vokse op og få et liv, som meget minder om alle andres. Men sådan har forholdene ikke været for Erling. Børnehjemsbarn Erling skulle turen forbi nogle børnehjem på sin tur rundt omkring i behandlingssystemet efter et måske kortere ophold på Ebberødgård. Institutionsbarnets første oplevelser var præget af mange flytninger, først til Tårnborg også i Birkerød og så tilbage til Eb­berødgård og så først derefter til børnehjemmene. Han fik senere turen forbi Brejning i Jylland mellem Vejle og Fredericia. -Hvor gammel var du, da du vendte tilbage til Ebberødgård? -Jeg ved ikke noget som helst. Jeg var helt forvirret. Jeg kunne ikke lide at komme tilbage. Jeg var godt klar over, at de skulle begynde og ødelægge mig, at det var noget med piller og sprøjte. De bandt mig til .