Gæst – Siri Wessel – Psykolog
Fra allerførste gang du første gang holder din lille nyfødte baby i dine arme ved du, at dit liv for altid vil være anderledes.
At få et højt begavet barn sætter visse krav til dig som forælder – og det er bestemt ikke altid en lige let opgave. I programmet vil Specialpsykolog Siri Wessel komme ind på, hvilke tegn du som forælder kan holde øje med for at opdage om du har et højt begavet barn. At opdage at ens barn er højt begavet kan være en stor hjælp så du bedre kan forstå og støtte dit barn. At være højt begavet er ikke ensbetydende med at dit barn kan alt – det skal støttes til at bevare sin nysgerrighed og sit drive hele livet. I programmet kommer vi kort ind på, hvordan du bedst gør dette og hvor du kan finde hjælp og støtte.
Siri Wessel har været psykolog i 10 år og er mor til to drenge på henholdsvis 6 og 9 år, som begge er højt begavede på hver sin måde. Siri Wessel er uddannet specialpsykolog og er lidt af en fagnørd, og Siris ekspertise dækker over mange felter i psykologien fra neuropsykologien til udviklingspsykologi til psykiatrien. Siri Wessel arbejder til daglig i psykiatrien og samtidig har Siri sin egen private psykologpraksis, hvor hun tilbyder kognitiv terapi med børn, unge og voksne. Psykolog Siri Wessel arbejder evidensbaseret ud fra de nyere kognitive retninger.
Råd fra Siri Wessel om det højt begavede barn:
- Læg mærke til om din baby ekstra opmærksom på alt omkring sig. Virker hun aldrig til at blive træt. Er hun mere aktiv end andre børn omkring jer – så kan de være de første tegn på høj begavelse.
- Læg mærke til, hvordan din baby reagerer på nye ting/ nye indtryk. Bliver hun mere pylret når I er ude et nyt sted? Eller har hun et større temperament end andre børn? Er hun mere stædig end andre og vil selv alt? Virker hun til at være mere sensitiv over for lyde, lys, berøring?
- Hvad siger andre omkring dig? Har jeres privatpraktiserende læge bemærket at dit barn er mere opmærksomt, sundhedsplejersken eller personalet i vuggestuen?)
Når du har fået tanken:
- Når du først har fået mistanken om at dit barn er højt begavet, vil jeg klart anbefale dig, at få dit barn undersøgt. Du kan finde information på nettet om børn med høj begavelse. Du kan også ringe gratis til foreningen Gifted Children i Danmark og få en snak med dem om dine tanker. Når du har fået bekræftet, at dit barn er højt begavet, kan der være rigtig mange ting som pludselig giver mening. Du forstår måske bedre, hvorfor dit barn altid har været mere nysgerrig og aktiv end jævnaldrende. At dit barn har været mere stædigt. At dit barn har følt mere og forstået mere end sine jævnaldrende og derfor stillet store spørgsmål om stort og småt i livet.
- Det er fristende, at begynde at forvente mere af sit højt begavede barn end du vil af et jævnaldrende barn – dette gælder ikke kun fra forældrenes side men også fra pædagogers mv side. Det er vigtigt at huske, at det kan godt være at dit barn er højt begavet, men det skal stadig lære at mestre sine følelser og udvikle sociale evner i samspil med andre børn – gerne børn i forskellige aldre. Dyrk gerne lege, hvor I har et socialt samspil – altså gerne lege hvor der kan være flere med – fx spil eller Lego. Et barn der kan indgå i mange sociale relationer, står stærkere i livet uanset begavelse. Lær dit barn at samarbejde og glæden ved at få hjælp fra andre. Børn lærer af at interagere med den virkelige verden. Samtidig er det ok med pauser, da dit barn netop opfatter mere end andre og derfor godt kan have behov for tid til at fordøje alle indtrykkene. Høj intelligens kan føre til isolation, til at de hele livet føler sig anderledes end andre og sat uden for fællesskabet. Hjælp dit barn til at blive en del af fællesskabet.
- Understreg vigtigheden af at dit barn gør sig umage og påpeg når dit barn udvikler sig – det er vigtigere at dit barn lærer at prøve, end at det forventer, at det kan alt til perfektion første gang. Vis dit barn at fejl også kan være en mulighed for at finde nye veje og ny læring.
- Tal med dit barn om følelser. Højt begavede børn er sig meget bevidste om, hvad der foregår i verden og tidligere end andre tænker de over de store spørgsmål i livet. Populært sagt plejer man at sige, at deres følelser slet ikke kan følge med aldersmæssigt til det de rationelt forstår. De bliver derfor mere udsatte, da de forstår mere end de følelsesmæssigt kan kapere. Læs bøger om følelser med dit højt begavede barn og giv eksempler fra dit eget liv på, hvordan du reagerer følelsesmæssigt i forskellige situationer.
Vært og doula: Christina Hedegaard Jørgensen
Du finder psykolog Siri Wessel her: siriwessel.dk