En af Danmarks mest markante samtidskunstnere, Tal R, modtager Gentofte Kommunes Kulturpris ved Gentofte Folkemøde 2026.
Gentofte Kommunes borgmester Michael Fenger overrækker Kulturprisen til Tal R som anerkendelse af hans mangeårige kunstneriske virke og hans markante position på både den danske og internationale kunstscene.
I Gentofte har Tal R sat et særligt aftryk med Skulpturhaven ved Kulturskolerne i Hellerup, hvor fem bronzeskulpturer indgår i et levende og sanseligt byrum for børn, unge og andre besøgende.
Efter prisoverrækkelsen møder Tal R Toke Lykkeberg, leder af kunsthallen Tranen, til en samtale om kunstnerens udvikling og arbejde. Samtalen bevæger sig fra Tal R’s navn og kunstneridentitet til hans arbejdsmetoder, billedsprog og de valg, der gennem årene har formet hans kunstneriske udtryk.
Undervejs fortæller Tal R personligt om sin vej som kunstner, om forholdet mellem kontrol og spontanitet i arbejdet og om, hvordan idéer, materialer og erfaringer finder vej ind i værkerne.
Medvirkende: Tal R, billedkunstner; Toke Lykkeberg, leder af Tranen
Prisoverrækkelse: Michael Fenger, borgmester i Gentofte Kommune
Arrangør: Gentofte Kommune
Produktion: Kanal 1


