Forside Livet ved Kongeågrænsen, Frederikshøj 1899 - 1920

    Livet ved Kongeågrænsen, Frederikshøj 1899 – 1920


    Ideen med denne film er at fortælle om hverdagslivet, som det udspandt sig ved grænseovergangsstedet i Frederikshøj/Taps i årene 1899 til Genforeningen i 1920.

    På en virkelig indfangende og præcis måde dokumenterer filmens billedmateriale, hvorledes grænselandets indbyggere levede ved denne grænse- og toldovergang i en svunden tid.

    Det anvendte billedmateriale stammer fra Grænsevagtmester Niels Lauridsen Nielsens fotoalbum, som han efterlod til sin nevø, læge Edward Grann, som velvilligt har stillet det til rådighed for Rudersdal Lokal-tv og Kanal 1 (Læs Baggrund længere nede)

    Fotografierne fortæller på bedste vis, hvorledes denne grænsegendarm oplevede livet ved ”den gamle grænse” i de første tyve år af forrige århundrede.

    Seeren kommer til at opleve, hvorledes livet udspandt sig ved toldstedet i tiden op til Første Verdenskrig, de mørke år under Verdenskrig med de mange russiske krigsfanger, som netop her flygtede ind i Danmark, den livlige grænsehandel efter krigens ophør, folkeafstemningen den 10. februar 1920 og afsluttes med selve genforeningen den 15. juni 1920, hvor kongen netop her, på sin hvide hest, red over 1864-grænsen ved Frederikshøj.

    Jens Bruhn har tilrettelagt udsendelsen
    Jimmy Rehak har stået for optagelserne og scanninger af de gamle postkort.
    Kanal 1 har produceret udsendelserne

     

    Baggrund

    Da den unge grænsegendarm Niels Lauritsen Nielsen i 1899 tiltrådte tjenesten ved told- og grænseovergangen ved Taps/Frederikshøj Kro, vidste han ikke, at han frem til genforeningen skulle have denne grænseovergang som sin arbejdsplads. Han blev glad for sit arbejde, og lod han sig derfor ofte forevige i forskellige arbejdssituationer i forbindelse told- og paskontrollen. Disse meget fortællende fotografier opbevarede Nielsen i sit fotoalbum. Da Nielsen døde i 1963 efterlod han dette vidunderlige album det til et familiemedlem, læge Edward Grann, som har vogtet over det lige siden.  Det er godt med pietsfulde mennesker, da billedsamlingen på pragtfuld vis, fortæller enestående om livet fra en svunden tid ved Kongeågrænsen.

    Det er dette fotoalbums indhold Jimmy Rehak og Jens Bruhn anvender til deres film ”Livet ved kongeågrænsen 1899 – 1920”. Billederne fortæller på bedste vis, hvordan livet udspandt på et af Kongågrænsens mere travle toldsteder. Seerene få et fornemt indtryk af hverdagslivet ved grænsen op til Første Verdenskrigs udbrud, tilværelsen ved grænsen under krigen, en tid, hvor bl.a. mange russiske krigsfanger krydsede grænsen her. Også den omfattende grænsehandel ved kongeågrænsen efter krigens ophør beretter fotografierne fint om, for ikke at glemme afstemningsdagen og genforeningsdagen den 10. juli 1920, hvor kongen på sin hvide hest red over grænsen.