Søde Signe Grønnebæk fra Amager er gæst og fortæller om sit liv med anoreksi, som har fyldt over halvdelen af hendes liv. Hvordan begyndte det og er der relevant hjælp at få? Signe fortæller også om PTSD, der er med på livets rejse. Bogen, “AnorekSigne”, har været et vigtigt værktøj for at sætte ord på, men også i håbet om at kunne informere og hjælpe andre.
Transskription
(en del fejl kan forekomme i autotransskriptionen)
Et stort og godt velkommen her på Kanal
Hovedstaden til en ny omgang Mettes Mix.
Velkommen september måned!
Jeg trækker lidt på det.
fordi, er der noget jeg er,
så er jeg en sommerpige.
Derfor har jeg altså også taget blomster
på i programmet, fordi jeg hylder
sommeren, og jeg holder fast i den.
Ja, vi så nødig give slip, men det er
september, så lad os håbe, at det jo
bliver en vidunderlig sensommer måned.
Den gode mulighed er der.
I månedens første program,
har jeg inviteret en rigtig
skøn pige i studiet.
En kvinde, som virkelig har haft og har et
liv, som ikke er lige ud ad landevejen.
Halvdelen af sit liv,
der har hun haft anoreksi i grov grad,
og i dag der er hun faktisk nået så vidt,
så hun tager ud og holder foredrag
og på den måde, med en stor værktøjskasse,
kan være med til at hjælpe andre.
Der er også kommet en bog ud af det.
Den udkom for fire år siden.
Igen et råb til andre,
som står i samme situation,
som Signe jo altså har levet med i
ja, to årtier og lidt til.
Velkommen til dig, Signe.
– Hvor er det dejligt, du er her.
– Tak fordi jeg måtte.
– Og tak fordi du vil dele.
Det er nemlig vigtigt det her.
For vi snakker jo anoreksi.
Og hos dig snakker vi om, i
svær grad, i godt og vel 20 år.
Kan du prøve at tage os
tilbage på denne her rejse?
Hvad er det, der sker for
dig, da du er en ung pige?
– Der er mange ben i dette –
eller mange brikker i mit puslespil
Den største forandring var nok,
at da jeg kom hjem fra
efterskole, bor jeg alene
hjemme med mine forældre.
Der er mine søskende flytte hjemmefra.
Jeg er efternøler og nummer tre.
Jeg har elsket,
at være på efterskole, er meget
social menneske og
jeg synes, det er frygteligt at komme
hjem til et tomt hus.
– Det virkede ensomt.
– Ja det virkede rigtig ensomt.
Min far var landmand, min mor sygeplejerske.
Mor arbejdede rigtig meget.
Og jeg synes, det var, at
det var tomt at være hjemme.
Og jeg syntes det var svært
at gå i gymnasiet.
Ikke fordi, at jeg ikke kunne det.
Jeg har altid været okay i pæren.
Men jeg synes, det hele var ret svært.
Og så finder jeg ud af en
en dag eller er min mor?
Hun overgiver sig en dag, og fortæller,
at hende og far skal skilles,
fordi hun kan ikke holde det ud mere.
Og det vælter meget inden i mig.
Men mest af alt bliver jeg faktisk vred,
jeg bliver rigtig gal på på min mor.
Jeg har under hele min barndom
syntes, at min mor har været
meget ked af det – og meget vred.
Og det handlede meget om,
min mor arbejdede rigtig meget.
Så var der tit mange ting,
at man skulle gøre, inden hun kom hjem,
fordi så kunne der måske være noget tid
til noget hygge,
så der var en liste så lang
med pligter, der skulle ordnes.
Og det var egentlig ikke fordi,
det var så meget anderledes i forhold
til mine veninder,
fordi sådan var det altså.
Sådan var det i 80’erne,
og sådan var det bare.
Men det der med at pejle sig ind på,
hvilket humør og stemning mor var i,
når hun kom hjem, fordi
det gav jo ligesom en
dagsorden for resten af dagen.
– Den var der altså.
– Og det mærkede du jo meget.
– Den mærkede jeg rigtig meget.
Og ville rigtig gerne gøre alting
så godt, så alle var glade.
Og det finder jeg jo så ud af I nu her, at
grunden til, at hun har været
så ked af det, som hun har været,
og der skulle så lidt til at vælte
hendes læs
var, fordi der har været en en tredje
medspiller i deres ægteskab, og det
har jo selvfølgelig været
hamrende hårdt for hende,
fordi min far 10 år
tidligere gerne ville skilles.
Men hun ville ikke have,
at hendes børn
skulle være skilsmissebørn, og fordi
hun som jeg elskede ham for højt.
– Så det handlede om at holde
sammen på familien.
– Ja.
Så hun har jo selvfølgelig ofret sig
enormt meget, og det
ramte mig som en kæmpe skyldfølelse,
da jeg fik det at vide i 1.g,
men kunne simpelthen ikke
være gal på min far.
Jeg har altid været fars pige og
og altid haft et meget,
meget nært forhold til ham.
– Så du kunne ikke tage skyld på ham.
– Nej, jeg kunne jo rigtig godt forstå,
at han gerne ville noget andet, for
min mor var jo altid sur.
Men der var jo en grund til,
at hun var sur.
– Ja, det var lidt en ring,
– Ja alt gik i ring.
Og jeg blev vred på dem og sagde;
Det må I selv rode med.
Jeg tager væk og tog op til min
værelsekammerat fra efterskolen,
og var der en weekend,
og da min far så kom og hente
mig, så skete der ikke noget.
Altså de sammen den dag i dag
og har det i smadder godt.
– Så de blev aldrig skilt?
– De blev aldrig skilt,
og der skete aldrig noget.
Og denne her hemmelighed
snakkede vi aldrig om igen.
– Den blev skrinlagt
– Fuldstændigt under
gulvtæppet, som voksede sig højere og
højere, og jeg blev mere og mere vred,
og fik nok det teenageoprør,
som jeg aldrig rigtig har haft.
Jeg kunne jo ikke kontrollere
deres verden og deres valg,
Så jeg måtte jo
kontrollere noget andet.
Og det er blevet min mad.
Ubevist fik jeg drejet
deres skænderier til at handle om de to.
Til at handle om de to sammen om mig.
Så aftensmåltidet
handlede om, hvorfor Signe lige
pludselig ikke spiste kød
eller pludselig ikke ville spise fedt.
Det var bedre.
Opmærksomheden var på mig
i forholdet mellem de to.
Men det var en opmærksomhed,
jeg jo
faktisk overhovedet ikke søgte, fordi jeg
ville jo aller helst være fri for dem.
Ja, men, men helt ubevidst
blev det bare sådan.
Og jeg boede så
hjemme i de tre år, mens jeg gik i
gymnasiet, og det blev sådan set
værre og værre.
Men der skete ikke rigtig noget.
Vi havde alle tre fælles læge.
Det havde hele familien,
og den læge var meget på min side
og var sådan . . .
. . jeg tabte mig jo ikke voldsomt.
Jeg har altid dyrket meget elite
gymnastik og var dygtig til det, så
jeg havde en enorm kæmpe muskelmasse.
– Du havde en rigtig god fysik.
– Ja, og det var ligesom den, jeg tærede af.
Så der var ikke nogen, der kunne
se det drastisk på mig.
– De vidste jo ikke, hvad der skete
inde i hovedet på dig.
– Nej, og det blev der overhovedet
ikke fokuseret på.
Det handlede bare om, at nu måtte
jeg snart til at stoppe mit pjat.
Så det var nok der, det startede.
– Det var det var der, det hele startede.
– Ja, og det er jo godt og vel 20 år siden.
– Ja
Du har jo søskende.
Var det sådan
så der er andre i din familie,
der har levet med anoreksi?
– Nej.
Man kan egentlig sige, den er skabt,
som du fortæller det her,
med baggrund i disse anliggender
med forældrene.
– Ja.
– Det jo rigtig, rigtig alvorligt.
Anoreksi er så mange ting.
– Det er den nemlig,
og det vil jeg også påpege,
fordi det er nemt at
pege fingre og sige; så er det måske
forældrenes problematikker,
der har været grunden til det.
Jeg tror også, at der
ligger noget i generne.
Jeg tror, at havde jeg ikke
bonnet ud med en anoreksi,
så havde det måske været en
depression eller et eller andet andet.
Det var bare lige det,
jeg kunne gribe fat i på det tidspunkt.
Og det kan også være, at havde jeg
boet på en kostskole – havde jeg
boet et andet sted,
havde mine søskende været yngre, havde
solen og månen stået anderledes
. . hvad ved jeg?
Ja, så var det måske sket senere.
Kongstanken omkring min bog,
er heller ikke for at . . .
Jeg har ikke skrevet min bog og eller
ikke beskrevet min forælders problemer,
eller mine problemer, min opvækst,
for at pege fingre af nogen.
Jeg har skrevet den for at beskrive,
hvad der er sket, og hvorfor jeg er endt
som jeg er endt.
– Og det giver et billede af,
hvad der startede det for dig.
– Præcis.
Og det er mine forældre heldigvis
fuldstændig med på,
og har sagt god for det hele.
Så det er ikke fordi, at jeg
selv kører nogen under bussen.
– Slet ikke.
– Det var ret vigtigt for mig.
– Og jeg ved, at du har et
godt forhold til dine forældre.
De elsker dig højt, så
der er jo ikke noget dér.
Men det er jo en vigtig en at få med.
Fordi det vi jo også gerne
vil med dette program,
det er jo at tale ud til måske andre,
der står i lignende situationer,
og derfor er det så
fint, du gerne vil dele det.
Det er jo rigtig vigtige ting for folk,
der står i et mønster, der måske på et
eller andet plan kunne minde om dit.
Jeg ved jo også, at du holder
foredrag, og når du holder foredrag, er
det så udelukkende mennesker,
der har ramt dig anoreksi?
Eller er det også andre mennesker, som
simpelt hen har en interesse
i at få forståelse?
– Det er meget bredt.
Jeg arbejder også for Rigshospitalet,
der har en afdeling der hedder CAMES,
hvor tidligere og forsatte brugere af
det psykiatriske system, underviser
lægestuderende, sygeplejestuderende,
social rådgiver og klæder dem
på i, hvordan det er at
være psykiatrisk patient.
Det kan også være at ude på bosteder,
at jeg holder oplæg og
er konsulent for, og
hvis de har tre-fire piger eller
drenge, som har denne problematik,
de har nogle spørgsmål til mig.
Hvordan griber vi hende eller ham an.
Det kan være i skoler,
der har emneuger.
Det kan være alt muligt.
Er folk gode til at spørge ind?
– Meget,
– Jeg tænker at der kan
være den der angst for,
måske går man for tæt på,
når man spørger.
– Hellere spørge en gang for
meget, end en gang for lidt.
Jeg vil hellere have
svesken på disken,
end jeg vil have
de der øjne . .
Jeg kan så nemt mærke . .
eller min hjerne, tror den ved,
hvad alle folk tænker om mig.
Og det bruger jeg enorm
meget energi på.
– Ja det gør du.
– Bare jeg står i metroen kan jeg
stå og tænke på, hvad alle
folk tænker, når de skal samme vej.
– Har den været med hele tiden?
– Ja
– Hvad sker der?
Hvornår begynder det så, at blive
synligt for andre, at
du har en spisevægring?
Det bliver det nok mest for min veninder
og omgangskreds,
efter vi bliver studenter.
Der er gået en 3-4-5 års tid, og jeg er
begyndt at trække mig rigtig meget for
nogle sociale sammenhænge og begynder at
trække mig fra alle spisestyret-relationer.
Så begynder de at råbe vagt i gevær
og stiller mig faktisk stolen for
døren og siger, at hvis ikke jeg går i
behandling, eller hvis jeg ikke går
til min læge, hvis ikke jeg gør
dit-og-dat . .
. . så skrider de!
– Wauw!
Det var godt nok barskt.
Hvordan håndterede du det?
– Jamen, jeg henvendte mig til
min læge og fik noget
hjælp på distriktspsykiatrien,
som var en psykolog.
Sådan jeg fik en tid hos hver
fjortende dag i en time.
Og det var jo ikke kun om torsdagen
fra kl. 4 til 5, at jeg var syg.
Det var ingenting.
Det jeg hører dig
sige er, at det var for lidt hjælp.
– Alt for lidt hjælp!
Og jeg var overhovedet
ikke motiveret, for det
fik jeg så slet ikke mig selv som syg.
Jeg var følte jo, at jeg fik
en pistol for panden, for
jeg ville jo ikke miste mine veninder.
– Nej, for Søren da.
– Jeg vil heller ikke have, at min
familie skulle kunne sige,
at jeg ikke ville være rask.
– Men kan du se i dag, at dine veninder
egentlig ville gøre dig en tjeneste,
og sig selv en tjeneste, for de ville
jo gerne beholde dig og passe på dig.
– Selvfølgelig
– Kan man se det, når
man er rykket nogle år længere ud?
– Ja, det kan man godt.
Men, men at stå i det er det.
Og det er jo også mit råd til de
pårørende, der er omkring vedkommende;
Det dummeste, man kan gøre.
– Det skal man lade være med.
– Ja.
Man skal i hvert fald lade være med at
sige, at man skrider, hvis ikke . .
– Det er meget vigtigt, du siger der.
Den trussel kan simpelthen være afgørende.
Ja, fordi jeg blev jo ikke
overgivet til et sted,
der havde kompetencerne til mig.
Man kan sammenligne det lidt med, at man
sender en alkoholiker på en Minnesota kur,
men på den det ophold, der
bliver han også taget hånd om.
Eller der bliver virkelig passet
godt på hende.
Den mulighed er der ikke for en
anorektiker eller en bulimiker
eller en overspiser.
Vi bliver ikke taget imod.
Der er hele tiden et BMI indeks,
vi skal passe ind i før,
et sted vil tage imod os.
Jeg er for undervægtig, til der er
nogen som helst steder i Danmark,
der vil tage mig ind.
De vil have,
at jeg skal fedes op forinden,
og så kan de begynder
at behandle mig.
Og som jeg siger
“Man skal ikke stille i et
ultimatum, hvis der ikke er et reelt sted,
at sende personen til.
– Og det er der ikke?
– Det er der ikke!
– Ja, du er jo en der ved det.
Du kender systemet.
– Det er ikke bare for 15-20 år siden,
som da jeg gik i behandling,
og som man kan
læse om i hele min bog
men det sker også i dag.
Der er medarbejdere på Skejby Sygehus,
som ikke vil være der mere,
fordi de ikke synes, at
det er en ordentlig behandling,
de kan give de unge med anoreksi.
Det hører ingen steder hjemme.
– Hvorfor er man så dårlig her i
Danmark til at håndtere anoreksi?
Det er jo desværre
blevet en udbredt sygdom.
– Det er det.
Men det er fordi, at mange læger
og fagligt personale mener ikke, at de kan
helbrede en krop, hvis den er
i alarmberedskab, fordi
den er for undervægtig.
– Så lukker man af der?
– Så lukker man af.
Man vil ikke samtale og arbejde
med patientens hjerne og tanker . .
eller hvad man skal sige . .
arbejde personligt en til en
før at man er oppe i vægt.
Så du kommer ind på en psykiatrisk
afdeling og er fuldstændig alene i dit
værelse og får stillet mad til dig
fem gange om dagen.
Det skal du spise.
– Mad som du ikke vil have.
Mad som man i hvert fald ikke
har været med til at lave.
Du får frataget al kontrol.
Kontrol som du faktisk er
så pisse bange for at miste.
Altså, du bliver faktisk sat ind i et bur
fyldt med edderkopper, hvis du altså
var smadder bange for edderkopper.
Det bliver du gjort fem gange om dagen,
indtil du har taget nok på i vægt,
og de tænker;
Nu kan hun blive udskrevet, og så kan
hun få noget psykologbehandling.
Hvad bliver du udskrevet til?
Du kommer hjem til det samme miljø.
Du har ikke lært at handle ind,
du har ikke lært at lave mad.
– Du har ingen værktøjer.
– Du har ingen fornemmelse af,
hvad det er
– Og ensomheden bliver måske
endnu større.
Ja, og din kontrol
er blevet taget så meget fra dig.
Så det eneste, du tænker på, det er;
Jeg skal have kontrol igen.
Man kommer hjem, og man sulter sig, og
man taber sig, og så kommer man ind igen.
Det sker den dag i dag.
Der er så mange piger, som
jeg besøger jævnligt på forskellige
bosteder i Danmark og
hospitaler, og jeg ser det.
Efter jeg skrev bogen for tre år siden,
var jeg ude og på forskellige bosteder i
Danmark med journalister i ryggen
og spurgte
“jeg vil gerne behandles,
hvad vil I gøre ved mig”.
“Du vejer for lidt”.
– Så der er ingen hjælp, fordi
man kan sige, det er jo sygdommen.
– Jo, der er hjælp,
hvis jeg vil fedes op.
Ja, det var det jeg skulle til at sige.
Sygdommen er jo netop,
at du er undervægtig.
Og det vil sige Det er
ikke dér, hjælpen er.
Det så først, når du når et BMI,
som bliver accepteret i systemet.
Så i hele den store alvorlige
lomme, der bliver man afvist.
– Du bliver hele tiden vejet
og fundet alt forkert.
Og er der et billede, som
jeg har inde i mit hoved
af mig selv, så er
det, at jeg er forkert.
Og når man så en gang
har bedt om og gerne
vil hjælpes, og man får dén hjælp,
så beder man aldrig om hjælp igen.
– Det gør man ikke.
– Det gør jeg i hvert
fald ikke.
Jeg kan høre, at
du har rigtig mange dårlige
erfaringer med det.
– Det har jeg virkelig.
Det blev heller ikke bedre af, at
jeg boede i Kalundborg på det
tidspunkt, hvor jeg bad om hjælp.
Og det eneste sted,
der varer at få noget hjælp,
det var i København på Rigshospitalet, og
der gik jeg i ambulant behandling og
fik faktisk lovning på
en plads hos
Marianne Hertz på Rigshospitalet.
Jeg gjorde mig klar
og pakkede min kuffert,
fordi jeg troede, det var der,
jeg skulle bo det næste lange stykke tid.
Men det var det ikke,
og jeg fandt aldrig ud af hvorfor.
Men jeg blev sendt rundt på forskellige
afdelinger på sygehuse i Vestjyllands Amt.
– Så du har været en
kastebold, kan jeg høre.
– Min tillid til systemet
er ikke-eksisterende.
– Du har ikke fået den hjælp,
du har haft brug for?
– Overhovedet ikke.
Hverken i første, anden
eller tredje omgang.
Jeg skal heller ikke bare kaste en møg
på systemet, fordi
det nytter heller ingenting.
Men jeg vil bare gerne
påpege, at det er måske
grunden til . .
At det kom så langt ud for mig, og at
jeg er blevet så stædig omkring det, som
jeg er, fordi . .
Jeg er blevet lukket ind nogle gange,
hvor jeg ikke skulle være lukket ind.
. . lidt for mange gange.
Og den bider jeg bare ikke på mere.
– Og det handler jo heller ikke om her,
hvilket vi heller ikke gør i programmet,
er vi mudder kaster mod nogen.
Men det er jo vigtig viden,
det du kommer med her.
For det handler vel om,
hvad kan vi gøre bedre?
Er der noget, man kan rette ind på?
– Og det er netop derfor,
jeg vil gerne bruge min historie
til at sige
Det skal jeg i hvert tilfælde
ikke gøre igen.
– Nemlig.
Du har jo af gode grunde
ikke fået mand og børn?
– Nej.
– For hele din tankevirksomhed har
jo ligget et helt andet sted.
– Ja, mine 20’ere og de fleste
af mine 30’ere har gået med det her.
Men jeg vil sige at sket et
skifte, fra jeg var 35-36 år.
Det var der jeg skrev bogen.
Og de sidste 4-6 års tid,
er der virkelig . .
der er AnorekSigne blevet meget,
meget mindre, og det er en . .
En kronisk sygdom, som jeg
har lært at leve med.
Nogle dage kæmper jeg mere end andre,
men det er . .
Jeg vil sige, at efter at mine forældre
også ligesom har
fundet ud af, at det er ikke
noget, hun bare kan slippe selv,
så er det faktisk givet mig en
enorm ro og de mennesker, jeg har omkring
mig, de ser Signe og de får Signe
til at vokse
– Du har ikke følelsen af
at skulle præstere på det.
og det er jo vigtigt.
Og det gør faktisk, at den
fylder mindre og mindre.
Og det er jo det, jeg vil have,
at systemet også skal lære,
at se denne her vej.
– Men det er også godt,
du råber op, og hurra for,
at du tager ud og deler ud
og fortæller.
Nu vil jeg invitere dig på noget
musik og Signe.
– Tak for det.
Titlen er meget passende
“Tag livet tilbage”.
Vi skal være her,
og vi skal være i det,
og vi skal forhåbentlig
også have et godt liv.
Du er jo fra Amager,
og det er jeg jo også.
Og denne herre,
som musikalsk skal med os nu,
han er også fra Amager, så det går
hen og bliver helt familiært.
Ja, vi smider det store
A-tegn her.
Men det handler om Grand Master Dee Pee.
helt oversat, der
hedder han Per Pedersen.
Han var i sin tid sammen
med sin bror Lars,
dem, der startede Rockers By Choice,
skete jo i den gamle klub 47 ude på
Amager, og resten er jo så historie.
De har musikalske karriere begge
to, og han har sit eget
Grand Master Dee Pee
& Soul Investors.
Det er funky musik, og der er masser
af glamour, glitter og alt det gode.
Den skal vi lytte til.
Den kommer her, værsgo’.
Tak for sangen her til
Grand Master Dee Pee.
Det ér en stor fest, og der ligger
meget mere deres musik på YouTube.
Gå ind og kig på det.
Jeg er rigtig taknemmelig for, at i mit
program i dag og have besøg af anorekSigne,
og det er ikke noget, jeg opfinder.
Det kalder hun sig for, og det
hedder hendes hjemmeside også.
Og det gør bogen også.
Og vi er jo i gang med et temmelig
alvorligt emne, og det er et emne,
som desværre stadig årligt rammer rigtig
mange mennesker, nemlig anoreksi.
Hvis jeg nu trækker dig lidt frem i nutid,
og de senere år – over 2022.
Vi har fået lov at høre lidt om din fortid
og høre om,
hvad du selv tænker, er årsagen til,
at du blev trigget af anoreksi.
Hvor er Signe henne i dag?
Prøv at fortælle lidt om din hverdag.
– Jamen, jeg bor jo på Amager og
er meget glad for det.
Jeg bor i en fantastisk
lejlighed i en andelsforening, hvor vi
nærmest har det ligesom i Bulderby.
Vi løber ind og ud hos hinanden.
Børnene gør, og vi voksne
er meget, meget sammen.
– Du føler dig ikke alene
Nej, overhovedet ikke.
Jeg har min hund, og vi går selvfølgelig
hver morgen ned på stranden
og mødes med alle de andre hunde.
Så bruger jeg Helgoland hver dag.
Jeg bader året rundt.
Hver dag – og jeg har de
skønneste venner dernede.
Så har er mine fantastiske veninder.
– Hvordan lever du i
hverdagen med sygdommen?
Er der nogen ting, som . . ?
Min sygdom er jo meget angst,
præget og bliver meget trigget af
omgivelserne og
hvad andres forventninger er, når
jeg er sammen med nogen,
hvilket gør, at jeg har en
ret voldsom PTSD,
som jeg fået fordi,
at der har været for mange, der har
stillet krav og forventninger om,
hvornår jeg kunne lægge denne her sygdom
fra mig igen, og hvornår jeg vil være rask,
og at jeg bare skulle tage mig sammen.
– Wau, det ting, du har hørt på,
at du skal tage dig sammen.
Jeg håber du kun lyst til
at komme en anden gang,
for nu har vi ikke mere sendetid.
– Det har jeg!
– Ja, for det er så vigtigt,
det du kommer med og
bare får lov at se dig.
Du sidder der – og de der
vidunderlige øjne og de lange, fine
vipper, solbrune og fine røde kjole.
Nu handler det jo om inde i
dit hoved, som du også siger.
Og man skal snakke til dig,
man skal snakke med dig.
Mener det med dig, du skal
have, du skal nogle steder.
Du skal i et netværk, hvor man kan snakke,
fordi der er så meget.
Der er så meget angst,
og nu sagde du også PTSD
det er det et meget stort emne.
Så det er ikke i disrespekt,
når vi kun har en halv time i mit program.
Vi kunne lave rigtig mange
programmer om det, men sådan er det
altså i forhold til sendetiden.
Men jeg håber, du måske kunne har lyst til
at komme igen en anden gang.
Og hvis du går i skrive-mode,
så kom ind og fortæl om det.
Fordi det er jo et forløb, og du
har selv sagt det her i programmet.
Det er ikke noget med, man kan sige.
“Nu er jeg rask om en måned.”
eller når folk har spurgt dig
“Har du tænkt dig at
stoppe med at- være syg?”
Det er det jo ikke sådan dit liv er.
– og “Har du tænkt dig at spise igen?”
– Og det er altså bogen her
AnorekSigne
Gå på nettet,
så får du flere oplysninger om den.
Det kan også være, du sidder og tænker,
at Signe var oplagt til noget foredrag.
Vi har jo hørt, at hun i
forskellige sammenhænge gerne tager ud og
fortæller sin historie, men også bygger bro,
måske i forholdet til andre, som
er i startfasen
på det sygdomsforløb, som Signe jo
desværre har været i godt og vel 20 år.
Så der er muligheder
dér også.
Og jeg tænker;
Man kan jo ikke
få en bedre foredragsholder
end en, som jo desværre selv er i det.
Men det vil sige, at det, der bliver
fortalt og formidle det,
kommer jo lige fra hjertet.
Når med de ord, så skal vi
slutte mit Mettes Mix for i dag.
Jeg vil lige sige, at senere her i
september måned, er der musikalsk
besøg af Ole og De Navnløse.
Hvad siger du så?
Det bliver rigtig
Vesterbronx.
Det er simpelthen et
skønt band og Ole,
han har bl.a. lavet en sang, hvor
de hylder Mr. Lee som har haft en grillbar
i rigtig mange år hernede i Istedgade,
der hedder Isted Grill.
Hele historien der, og om hans
tjans på Vesterbro Rock
Radio og meget mere,
den kan vi altså glæde os til
senere i september måned.
Så det var bare en lille
teaser, som man siger på dansk.
For noget, der altså
kommer senere på måneden.
Men et meget vigtigt emne blev taget op i
programmet i dag, hvor vi
altså havde Signe på besøg.
Med de ord tak for nu og på et rigtig
kært genkik om en uge.
Og tak til dig, Signe.
